Stilhed

Kortprosa

De sagde, at jeg var for ung til at blive mor. Men jeg fødte dig en kold morgen i november.
   Da du kom ud var du stille, og jeg hulkede indtil jeg hørte dig græde. Det var den smukkeste lyd jeg nogensinde havde hørt.
   De lagde dig på min mave, og i det øjeblik var vi et. Alene, mærkede vi hinandens varme. Dine smukke mørkeblå øjne stirrede ukyndigt mod verdenen. Og jeg lod mine fingre glide ned af din ryg. Du havde små fimrehår på skulderen.

   Jeg var forelsket, og i det øjeblik var alt andet lige meget. Pyt med at din far ikke kunne tage ansvar. Pyt med at min mor valgte værtshuset frem for sit barnebarns fødsel. Pyt, for jeg holdt dig i mine arme.

Du kom hjem, og blot fire uger efter gav du mig dit første smil. Jeg smeltede. Så pyt med at mormor endnu ikke havde set dig.

Men en dag begyndte du at græde. Du havde fået bryst og en tør ble. Så jeg troede at du frøs.
   Jeg tog dig ind til mig, og lagde dig hud mod hud. Det plejede altid at virke, men du fortsatte med et græde.
   "Hvad er der galt lille skat?" sagde jeg.
   Men du fortsatte bare med at græde.
   Om aftenen tog jeg med bussen til vagtlægen, og du græd mens vi sad i venteværelset. To timer senere kom vi endeligt ind.
   "Barnet har bare lidt kolik, det er helt normalt," sagde lægen, og vi måtte tage bussen hjem igen.

Jeg sov ikke den nat. Du græd indtil du ikke kunne mere, for blot at vågne en halv time senere.
   "Shhhh, lille skat," hviskede jeg, men jeg kunne ikke trøste dig, for jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre.
   Grådkvalt ringede jeg til mine veninder, men ingen af dem kunne ikke hjælpe. De havde jo ikke børn.

Dagen efter tog vi igen til lægen, og igen var svaret 'kolik'.

Ugerne gik, og du blev ved med at græde. Til sidst begyndte jeg selv, for jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre. Jeg havde ikke sovet ordentligt i ugevis, og mine bryster gav ikke længere mælk.
   Du havde svært ved at vende dig til flasken. Og det var dyrt. Jeg havde ikke råd til den forbandede modermælkserstatning, men du skulle jo have det. Og du græd jo bare.

Mormor kom og besøgte os da du var to måneder gammel.
   "Hvad fanden er det for en skrigeunge?" sagde hun.
   Jeg var for træt til at blive gal. I stedet græd jeg, for var det virkeligt det eneste hun kunne sige?
   "Vil du ikke nok hjælpe mig, så jeg kan få lidt søvn?" bad jeg.
   Men hun rynkede næsen. "Det er sgu da din unge. Det var dig der ville have hende. Vorherre bevares."
   Mormor gik kort efter. Hun skulle ned og spille på døde duer. Og vi to græd sammen.

"Hun er bare en fucking elendig mor," hørte jeg en af mine veninder sige i sin mobil. Hun ventede på bussen, og stod med ryggen til mig. Og selvom du græd, opdagede hun mig ikke da jeg gik forbi.

"Så trøst da det barn!" sagde en ældre dame, mens jeg var i Netto.
   Jeg efterlod mine vare, og stormede af butikken før tårerne kom. Først da jeg kom hjem, opdagede jeg, at vi ikke havde mere modermælkserstatning.

Du græd, og jeg sad bare og kiggede i spejlet. Jeg hadede mig selv. Jeg hadede de øjne som altid kiggede dømmende på mig. For jeg var ikke klar til at blive mor. En mor vidste hvad der skulle gøres.

Og du... du græd jo bare.
   "Så hold dog kæft!" skreg jeg, men du fortsatte med at græde.
   "Jeg fucking hader dig! Du har ødelagt mit liv!" Græd jeg.
   Men du græd jo bare...

Det var derfor jeg tog puden. Men du blev ved med at græde. Jeg kunne ikke klare det mere. Forstår du det lille skat?

Jeg mente det ikke. Jeg elsker dig. Mor har fjernet puden nu. Den er smidt væk.

Det gør ikke noget du græder. Vil du ikke bare sige noget? Mor elsker dig lille skat.

Undskyld... undskyld... jeg mente det ikke. Vil du ikke nok sige noget? Undskyld...

Forfatterkommentar
Jeg skrev denne grimme tekst som et udkast til en kortfilm. Min pointe var, at vi alle bærer et ansvar for denne unge mors handlinger. For havde veninderne eller blot damen i Netto støttet op, frem for at dømme hende, havde teksten nok haft en lykkeligere slutning.
M.h.t. Kortfilmen, havde instruktøren desværre kastet sig over et andet projekt.